tirsdag den 4. august 2009

Myrekryb og andet gøjl

Det blev en lang dag i går - vi fik ordnet det sidste praktiske med vores landlady, og hun sender en mand i løbet af en uges tid, der kan lave vores emhætte og aircondition. Sidstnævnte er så beskidt, at jeg ikke tør røre ved den. Er faktisk temmelig overbevist om, at det netop er denne, der har givet mig nældefeber OVER DET HELE! Jeg håber nogle stærke mexicanske antihistaminer vil hjælpe på det, for jeg opfører mig lidt ligesom et lille barn med skoldkopper - det klør noget så frygteligt!

I går eftermiddags var vi på rundtur på hele campus. Dette var ingen succes, og jeg er bestemt mere forvirret end før. Vi var ca. 175 internationale studerende på den tur, Jesper og jeg havde tilmeldt os. Klokken var 15.30 lokal tid og dermed solen på sit højeste. Vi svedte som gnuer på savannen og kunne INTET høre af, hvad guiderne sagde. På denne rundtur mødte vi to danske fyre fra Århus Universitet, som vi senere på aftenen var ude at drikke en øl med.
Vi mødte ligeledes tre fyre fra universitet i Kolding - den ene er storebror til en dreng, jeg gik i gymnasiet med... Verden er meget lille! Da vi sammen med de resterende 468 internationale var ude at spise om aftenen, kom vi til at sidde sammen med drengene fra Kolding. Ikke en specielt god start på integration! Maden blev indtaget med lynets hast, da der ikke var plads til alle på restauranten. Både Jesper og jeg var tilfredse med den store buffet, men den indeholdt altså alt for meget kød og for mange kager (hulk!). Det store plus var, at dette var første gang vi var ude at spise her i Mexico og ingen fik dårlig mave -jubii! Det må prøves igen!
Danskerklubben, som vi kan kalde den, gik efter maden videre på en bar, der ligger ved siden af, hvor Jesper og jeg bor. Jeg var efterhånden blev godt smadret, så drak en halv øl og gik hjem i seng :-) Jesper nød, at der endelig var en masse drenge, så han blev nogle timer og mandehørmede med dem...

I dag skal vi have købt ind, for vi har ikke mere mad - jeg har regnet ud, at hvis vi ikke skal bruge af vores opsparinger endnu, har vi 380 pesos hver at leve for pr. dag. Det vil altså sige, vi har 300 danske kroner til sammen pr dag. Mad er utrolig billigt herover, så det budget skulle nok kunne holde -og så er der jo opsparingerne til de forskellige ture, vi gerne vil på. Jeg kommer sikkert også til at bruge penge på sko, når nu de er så billige!

Det er vigtigt, vi husker at få købt en lokkedåse til vores mange myrer. Jeg er ved at være ret træt af de små kryb. Da jeg stod op i dag og åbnede min computer, vrimlede det ud med myrer - AD for pokker, så har de sgu lavet myrebo under mit tastetur. Ad!

Her følger lidt billeder fra dagen i går :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar