We're here!

Så lykkedes det - vi er nået frem! Det har været en hård dag. Vi har været vågne i mere end et døgn, men nu sidder jeg i vores lejlighed med en øl og min computer og forsøger ikke at få hedeslag - Stinne sover... Klokken er 21:30 og temperaturen er 36 grader. Vi har aircondition i begge soveværelser, men ikke i stuen hvor jeg sidder, så her må man nøjes med 2 loftsventilatorer. Ellers er vi tilfredse med lejligheden, den ligner de billeder, vi har fået på mail. Vi har ikke noget fjernsyn, men vi er blevet, at landlorden kommer med det i morgen. Vi skulle også gerne få noget ordentligt bestik samt en ny blender.
Internetforbindelsen er 20 gange langsommere, end hvad jeg er vant til fra Grønnegangen, men den er brugbar. Det eneste minus er, at vores upload så vidt jeg kan se, er på 128kbit/sek, hvilket langtfra er optimalt, når man skal uploade billeder. Derudover deler vi forbindelsen med 2 andre lejligheder, så der kan hurtigt komme præs på.
Turen herover startede i dag (eller i går alt efter hvordan man tæller) kl 04:30, hvor vi stod op i London. Dér fløj vi fra kl 08:55, og var i Chicago kl 10:20 - man skal dog lige huske tidsforskellen, for det var faktisk en flyvetur på 8 timer og 25 minutter. I Chicago skulle vi checke vores bagage ind igen og have os et bordingcard. Da dette var klaret, tog vi os lidt at spise inden vi gik ud og satte os ved gaten. Her var vi så heldige, at vi fandt to strømstik, og efter vi havde købt endnu et omformerstik, og jeg havde fundet en forlængerledning, lykkedes det at få strøm på begge computere. Ombord på flyet til Monterrey kom vi til at sidde ved siden af en pige, der hedder Marisela. Hun er i gang med at tage en MBA på Tec de Monterrey, så hun gav os en masse informationer om alt muligt, og inden vi gik fra borde, udvekslede vi også kontaktoplysninger.
Turen gik alt i alt meget godt, men det skal dog nævnes, at hvis man bestiller billetter hos goleif.dk, så kan man ikke forvente at få den mad, man har bestilt, selvom om man har skrevet en mail en uge før og checket op på det. Hverken på flyet mellem London og Chicago eller flyet mellem Chicago og Monterrey var der noget mad til Stinne. Heldigvis havde vi været lidt forudsende og med lidt hjælp fra nogle søde stewardesser, lykkedes det alligevel os begge at få noget at spise.
Der er masser at fortælle, og jeg er også ret sikker på, at dette ikke er det mest strukturerede indlæg, men efter at have været vågen i over 24 timer, er jeg sgu blevet for træt til at gøre mere ved det.