We're here!

Så lykkedes det - vi er nået frem! Det har været en hård dag. Vi har været vågne i mere end et døgn, men nu sidder jeg i vores lejlighed med en øl og min computer og forsøger ikke at få hedeslag - Stinne sover... Klokken er 21:30 og temperaturen er 36 grader. Vi har aircondition i begge soveværelser, men ikke i stuen hvor jeg sidder, så her må man nøjes med 2 loftsventilatorer. Ellers er vi tilfredse med lejligheden, den ligner de billeder, vi har fået på mail. Vi har ikke noget fjernsyn, men vi er blevet, at landlorden kommer med det i morgen. Vi skulle også gerne få noget ordentligt bestik samt en ny blender.
Internetforbindelsen er 20 gange langsommere, end hvad jeg er vant til fra Grønnegangen, men den er brugbar. Det eneste minus er, at vores upload så vidt jeg kan se, er på 128kbit/sek, hvilket langtfra er optimalt, når man skal uploade billeder. Derudover deler vi forbindelsen med 2 andre lejligheder, så der kan hurtigt komme præs på.
Turen herover startede i dag (eller i går alt efter hvordan man tæller) kl 04:30, hvor vi stod op i London. Dér fløj vi fra kl 08:55, og var i Chicago kl 10:20 - man skal dog lige huske tidsforskellen, for det var faktisk en flyvetur på 8 timer og 25 minutter. I Chicago skulle vi checke vores bagage ind igen og have os et bordingcard. Da dette var klaret, tog vi os lidt at spise inden vi gik ud og satte os ved gaten. Her var vi så heldige, at vi fandt to strømstik, og efter vi havde købt endnu et omformerstik, og jeg havde fundet en forlængerledning, lykkedes det at få strøm på begge computere. Ombord på flyet til Monterrey kom vi til at sidde ved siden af en pige, der hedder Marisela. Hun er i gang med at tage en MBA på Tec de Monterrey, så hun gav os en masse informationer om alt muligt, og inden vi gik fra borde, udvekslede vi også kontaktoplysninger.
Turen gik alt i alt meget godt, men det skal dog nævnes, at hvis man bestiller billetter hos goleif.dk, så kan man ikke forvente at få den mad, man har bestilt, selvom om man har skrevet en mail en uge før og checket op på det. Hverken på flyet mellem London og Chicago eller flyet mellem Chicago og Monterrey var der noget mad til Stinne. Heldigvis havde vi været lidt forudsende og med lidt hjælp fra nogle søde stewardesser, lykkedes det alligevel os begge at få noget at spise.
Der er masser at fortælle, og jeg er også ret sikker på, at dette ikke er det mest strukturerede indlæg, men efter at have været vågen i over 24 timer, er jeg sgu blevet for træt til at gøre mere ved det.

London

Så sidder vi på vores hotel værelse i London. Turen herover gik nogenlunde smertefrit, vi blev en smule forsinkede, men da det eneste vi skal nå er at sove inden i morgen går det alligevel. Vi vi har sat vækkeuret til kl 04:30 og skal flyve kl o7:55. Det var meningen at der ville komme nogle billeder på fra turen herover og hotel værelset og lign. men vi har midlertidige tekniske problemer... De to omformerstik vi har købt kan ikke bruges til vores computere og det kan det jeg så har måtte hente i receptionen heller ikke. Derudover vil min mobil heller ikke sende billeder til min computer over bluetooth. Ellers går det fint... :-)

All my bags are packed...

Nu sidder jeg her i mørket dagen før, vi skal af sted og kan gøre status over et par ret hektiske dage. Mandag var en stille og rolig dag indtil kl 14:45, hvor jeg kom igennem til visumafdelingen på den amerikanske ambassade. Der fik jeg fortalt, at hvis vi ikke fik os et visum, inden vi landede i Chicago, ville vi blive sendt tilbage til London.
Et amerikansk visum tager normalt mindst 7 dage at få, så det var jo ikke den sjoveste besked at få. Damen på ambassaden var dog så venlig, at hun kunne arrangere et "emergencymøde" tirsdag kl 09:30, og vi fik et link til en hjemmeside med en checkliste over alle de papirer, vi skulle have i orden før vi kunne søge om visum. Vi skulle bl.a. i banken og overføre 750kr til ambassaden, vi skulle have taget billeder, printet kontoudtog og udfyldt diverse ansøgningsskemaer. Vi fik ordnet alle disse ting på rekordtid og kunne heldigvis låne pappas bil til København dagen efter - eneste problem var så, at jeg skulle være i Aalborg kl 14:30 tirsdag. Heldigvis hjalp mine gode kollegaer mig, så dette ikke blev nødvendigt.

Tirsdag stod vi op kl 05:00 om morgenen for at være sikre på at kunne nå det - også hvis vi endte i kø på motorvejen. Der var dog ingen kø, så vi stod allerede inde ved ambassaden kl 08:45. Dette var dog for tidligt, og vi blev vist væk og fik at vide, at vi kunne komme tilbage igen kl 09:15. I vores ventetid fandt vi en bænk på Garnisons Kirkegård, hvor vi kunne sidde og vente. Da vi kom tilbage til ambassaden kl 09:15 fik vi at vide, at vi godt kunne gå en tur igen, for det blev senest kl 10:00. Vi gik så tilbage på vores bænk og ventede. Vi mødte igen op på ambassaden klokken lidt i 10, hvor vi endelig fik lov til at stille op i kø for at komme ind på ambassaden. Dette var dog en kø, der krænkede min køkultur, for hver gang der kom en amerikaner med et ærinde på ambassaden kom de foran i køen... Men vi fik dog endelig lov til at aflevere alle vores elektroniske genstande og efter vagterne havde set, at Stinne godt turde drikke af hendes egen vandflaske fik vi lov til at komme ind... til endnu en kø... Køen her var længere end den anden og i et rum voldsomt nedkølet af aircondition. Vi ved ikke rigtigt hvor længe vi ventede på at komme til ved de forskellige skranker, da vi jo ikke havde vores mobiltelefoner. Først skulle vi præsentere vores ansøgning, derefter fik vi taget fingeraftryk og til sidst havde vi en samtale med en officer. Det hele endte, dog efter nogen forvirring blandt de forskellige visumfolk, med at vi fik at vide, at de ville forsøge at have vores visa færdige til klokken 15:00. Klokken var på det tidspunkt blevet omkring 12:15 og vi kunne forlade ambassaden, indtil vi skulle afhente vores pas.

Heldigvis kunne vi i mellemtiden besøge Sebastian, Lorena og Gloria der endda også serverede frokost for os, og vi fik også tilbragt noget kvalitetstid sammen med Gloria. Da vi ikke havde hørt noget kl 16:00, bestemte vi os for at tage ind til ambassaden igen og se, om vi kunne få nogle informationer. Hos vagterne i døren havde de dog ikke hørt noget om vores pas, men de gættede på, at passene ikke var klar før kl 17:00, så vi gik endnu engang over mod Garnisons Kirkegård. På vej derover skete der det, at officeren fra ambassaden ringede til os og fortalte, at nu var vores visum færdige, og vi kunne hente dem dagen efter. Damn tænkte vi, men efter en kort overtalelse fik vi lov til at hente dem samme dag og 10 min. efter stod vi med visaene :-)
Efter endnu en lang køretur tilbage til Kolding serverede Egon flødekartoffler... :-)
I dag er dagen mest gået med pakning og printning. Vi har lige fået lavet de sidste indkøb og fået pakket vores tasker og printet de dokumenter vi mener, vi skal have med. Vi har også fået ændret vores folkeregisteradresser, så fra i morgen bor vi officielt i Mexico.
I morgen går det så løs... 12:32 tager vi toget fra Kolding til København, og 18:15 flyver vi til London, hvor vi får en nats søvn på Radisson.

Lidt praktisk...

I dag har vi fået booket hotel i London og hostels i Monterrey... I London skal vi have en enkelt overnatning på Radisson Edwardian Heathrow fra den 30/7 til den 31/7 - for en sådan overnatning må vi slippe 679 kr, men så er vi til gengæld også lige ved siden af lufthavnen, når vi skal flyve tidligt næste morgen. Første nat i Monterrey skal vi tilbringe på Residencias Soyforaneo. Dette kommer til at koste 118 kr for den ene nat. Dagen efter skifter vi hostel for at få et værelse med eget badeværelse (muligvis en god idé indtil vi har vænnet os til mexicansk mad. :-)). Hostellet vi flytter hen på hedder La casa del Barrio.


Vis Radisson Edwardian Heathrow på et større kort
Dette kort viser Radisson Edwardian Heathrow og Heathrow Airport.


Vis Hostels i Monterrey på et større kort
Dette kort viser de to hostels samt Tec de Monterrey.

Lidt om at rejse...

I dag er der 22 dage til turen går til Mexico –en lang tur fra Kastrup med stop i London og Chicago inden endestationen Monterrey. Monterrey er efter sigende den mest amerikaniserede by syd for USA –jeg finder ikke just dette positivt, men er sikker på, at byens pulserende industri ikke overskygger den mexicanske charme. Om ikke andet er der vel intet i vejen med, at der ligger både en KFC, McD og Starbucks på selve campus –hvis der findes soyamælk i Mexico er det blot skønt, at man kan få sig en dejlig latte inden forelæsningerne begynder!

Jeg har ikke vejret uden for Europa siden 2005, hvor jeg vendte hjem fra Australien og Asien. Det er med glæde, at jeg nu skal ud og opleve verden igen, men samtidig har jeg en lille klump i maven over at skulle undvære min fantastiske niece Lille Fus (hos nogen også kaldet Gloria Esmeralda). Jeg har endnu ikke lært at kende hende godt nok til, at jeg føler, det er okay bare at rejse fra hende –heldigvis opdager hun helt sikkert ikke, at jeg er væk, og savnet ligger derfor kun hos mig. Jeg har prøvet at savne før, ved det somme tider kan være hårdt, men ved også, at det aldrig er så slemt, at man ikke kan klare det. Endvidere findes den geniale opfindelse Skype, så har aftalt med Seb, at jeg bare sender en sms, så han ved, hvornår ham og Lille Fus skal sidde klar ved skærmen (Lorena må selvfølgelig også gerne være med!).

Jeg er spændt på at rejse til Monterrey. Jeg kender ikke meget til byen, og havde faktisk aldrig hørt om den før jeg fik anbefalet universitet Tec de Monterrey. Har selvfølgelig allerede læst ALT, hvad der er skrevet om byen, men i Lonely Planet, som i øvrigt altid har været min kæreste følgesvend ude i verden, er der skrevet 2 sider om Monterrey og delstaten Nuevo Léon, hvori Monterrey er lokaliseret. 2 sider er ikke meget om et område, man skal befinde sig i i et halvt år. I bund og grund betyder det dog ikke så meget, for jeg har jo masser af tid til selv at udforske området og derved skal der heller ikke så meget til at overraske mig –jeg ser frem til det!