torsdag den 30. juli 2009

London

Så sidder vi på vores hotel værelse i London. Turen herover gik nogenlunde smertefrit, vi blev en smule forsinkede, men da det eneste vi skal nå er at sove inden i morgen går det alligevel. Vi vi har sat vækkeuret til kl 04:30 og skal flyve kl o7:55. Det var meningen at der ville komme nogle billeder på fra turen herover og hotel værelset og lign. men vi har midlertidige tekniske problemer... De to omformerstik vi har købt kan ikke bruges til vores computere og det kan det jeg så har måtte hente i receptionen heller ikke. Derudover vil min mobil heller ikke sende billeder til min computer over bluetooth. Ellers går det fint... :-)

onsdag den 29. juli 2009

All my bags are packed...

Nu sidder jeg her i mørket dagen før, vi skal af sted og kan gøre status over et par ret hektiske dage. Mandag var en stille og rolig dag indtil kl 14:45, hvor jeg kom igennem til visumafdelingen på den amerikanske ambassade. Der fik jeg fortalt, at hvis vi ikke fik os et visum, inden vi landede i Chicago, ville vi blive sendt tilbage til London.
Et amerikansk visum tager normalt mindst 7 dage at få, så det var jo ikke den sjoveste besked at få. Damen på ambassaden var dog så venlig, at hun kunne arrangere et "emergencymøde" tirsdag kl 09:30, og vi fik et link til en hjemmeside med en checkliste over alle de papirer, vi skulle have i orden før vi kunne søge om visum. Vi skulle bl.a. i banken og overføre 750kr til ambassaden, vi skulle have taget billeder, printet kontoudtog og udfyldt diverse ansøgningsskemaer. Vi fik ordnet alle disse ting på rekordtid og kunne heldigvis låne pappas bil til København dagen efter - eneste problem var så, at jeg skulle være i Aalborg kl 14:30 tirsdag. Heldigvis hjalp mine gode kollegaer mig, så dette ikke blev nødvendigt.

Tirsdag stod vi op kl 05:00 om morgenen for at være sikre på at kunne nå det - også hvis vi endte i kø på motorvejen. Der var dog ingen kø, så vi stod allerede inde ved ambassaden kl 08:45. Dette var dog for tidligt, og vi blev vist væk og fik at vide, at vi kunne komme tilbage igen kl 09:15. I vores ventetid fandt vi en bænk på Garnisons Kirkegård, hvor vi kunne sidde og vente. Da vi kom tilbage til ambassaden kl 09:15 fik vi at vide, at vi godt kunne gå en tur igen, for det blev senest kl 10:00. Vi gik så tilbage på vores bænk og ventede. Vi mødte igen op på ambassaden klokken lidt i 10, hvor vi endelig fik lov til at stille op i kø for at komme ind på ambassaden. Dette var dog en kø, der krænkede min køkultur, for hver gang der kom en amerikaner med et ærinde på ambassaden kom de foran i køen... Men vi fik dog endelig lov til at aflevere alle vores elektroniske genstande og efter vagterne havde set, at Stinne godt turde drikke af hendes egen vandflaske fik vi lov til at komme ind... til endnu en kø... Køen her var længere end den anden og i et rum voldsomt nedkølet af aircondition. Vi ved ikke rigtigt hvor længe vi ventede på at komme til ved de forskellige skranker, da vi jo ikke havde vores mobiltelefoner. Først skulle vi præsentere vores ansøgning, derefter fik vi taget fingeraftryk og til sidst havde vi en samtale med en officer. Det hele endte, dog efter nogen forvirring blandt de forskellige visumfolk, med at vi fik at vide, at de ville forsøge at have vores visa færdige til klokken 15:00. Klokken var på det tidspunkt blevet omkring 12:15 og vi kunne forlade ambassaden, indtil vi skulle afhente vores pas.

Heldigvis kunne vi i mellemtiden besøge Sebastian, Lorena og Gloria der endda også serverede frokost for os, og vi fik også tilbragt noget kvalitetstid sammen med Gloria. Da vi ikke havde hørt noget kl 16:00, bestemte vi os for at tage ind til ambassaden igen og se, om vi kunne få nogle informationer. Hos vagterne i døren havde de dog ikke hørt noget om vores pas, men de gættede på, at passene ikke var klar før kl 17:00, så vi gik endnu engang over mod Garnisons Kirkegård. På vej derover skete der det, at officeren fra ambassaden ringede til os og fortalte, at nu var vores visum færdige, og vi kunne hente dem dagen efter. Damn tænkte vi, men efter en kort overtalelse fik vi lov til at hente dem samme dag og 10 min. efter stod vi med visaene :-)
Efter endnu en lang køretur tilbage til Kolding serverede Egon flødekartoffler... :-)
I dag er dagen mest gået med pakning og printning. Vi har lige fået lavet de sidste indkøb og fået pakket vores tasker og printet de dokumenter vi mener, vi skal have med. Vi har også fået ændret vores folkeregisteradresser, så fra i morgen bor vi officielt i Mexico.
I morgen går det så løs... 12:32 tager vi toget fra Kolding til København, og 18:15 flyver vi til London, hvor vi får en nats søvn på Radisson.

søndag den 26. juli 2009

Kærlighedens rigdom...

Fra Sebastian og Lorena


Fredag var vi til bryllup og barnedåb hos Seb, Lorena og Lille Fus. Det blev en dag, der var større og bedre end nogen af os havde turde forestille os. Dagen var fyldt med kærlighed -ikke bare hos Seb og Lorena, men også hos alle os der var med. Der var tårer, taler, lækker mad og masser af sjov -lige indtil kusine Vibs og jeg blev sat i gang med en gulvskrubbe klokken tre om natten :-) Sebastian nægtede at tage sin brud med hjem, selvom vi alle forsikrede ham om, at vi havde prøvet at gøre rent før og derfor nok skulle ordne det... Meeen nej, Seb og Lorena insisterede og vi, Bjørn, Vibeke, Jesper, Boj, Rune og jeg, tog fat og fik styr på det hele!
Dagen var fantastisk og vil aldrig blive glemt. Lorena lignede en million, og der var virkelig ikke et øje tørt, da hun kom gående op ad kirkegulvet - helt "galt" gik det dog, da Kristoffer så smukt og stemningsfuldt sang "True colors" af Phil Collins. Ligegyldigt hvor meget jeg kæmpede, osede kirken så meget af kærlighed og glæde, at det var helt umuligt ikke at blive revet med. Tårerne fortsatte da Seb, efter vielsen og barnedåben, tog sin brud i hånden og gik ud af kirken til Rune, Rasmus og Kristoffer der spillede "Isn't she lovely". Det hele var så perfekt og lige som det skulle være! Fus var derimod ikke helt tosset med at blive revet ud af farmors arme for derefter at blive dyppet i vand :-) Til gengæld var hun glad og tilfreds resten af dagen og aftenen, og Jesper er sikker på, at hendes første ord bliver "overstimuleret" - hun er den dejligste og sødeste, der findes!
Jeg er glad for Seb og L har fundet hinanden og er sikker på, de lever lykkeligt til deres dages ende! Men med alt den kærlighed i luften, er det rigtig svært at skulle sige farvel til dem og Fus nu... Håber vi får skypet en del!
-Stinne



Herunder er der links til 5 videoklip, vi tog i kirken. De er taget med mobil, så det er ikke fantastisk kvalitet. Det anbefales, at man trykker på "Vis video i høj kvalitet" over øverste højre hjørne på videoen. Når jeg (Jesper) engang har tid, har jeg en plan om at forbedre specielt lydkvaliteten på klippene, men hvis der er nogen, der selv har mod på at gøre dette, så sig til så kan i få en kopi af filerne at arbejde med.

Fra Sebastian og Lorena
Fra Sebastian og Lorena
Fra Sebastian og Lorena
Fra Sebastian og Lorena
Fra Sebastian og Lorena

søndag den 19. juli 2009

Lidt af hvert




Som Jesper skrev, oploader jeg lige nogle af de billeder, jeg tog af Lille Fus -hun er helt vidunderlig og dejlig -hun er kun 5 uger gammel, men kan både smile og efterabe ansigtsudtryk. Jeg fik puttet og kysset med hende og hun fik pillet Jesper i næsen -kan godt forstå hun er vild med det første, men at pille Jesper i næsen er lidt bizart...:-) Alt i alt var det en skøn tur til København og vi glæder os rigtig meget til Nigro-bryllupet og barnedåben på fredag!

Turen til Mexico nærmer sig nu med hastige skridt og vi er ved at få styr på de sidste praktiske ting. Vi har bl.a. fået købt forsikring -Jespers er i orden, men min er under behandling pga. knæet. Jeg har dog snakket med dem, og der skulle ikke være nogen problemer, så modtager den med stor sandsynlighed inden på torsdag...
Jesper har været i Aalborg i weekenden og pakket hele sit værelse sammen og fået flyttet det hele ud på gården, hvor der er dejligt med plads til at opmagasinere :-) Jeg har ryddet op nede hos far, hvor jeg bl.a. har pakket en del kasser med tøj, som Sofie skal have med på loppemarked...Vi må jo kun have 20 kg bagage med, så det er alligevel begrænset, hvor meget tøj vi kan have med. Tøj er, som alt andet, temmelig billigt i Mexico, så tror ikke jeg kommer til at mangle noget. I august og september er temperaturen stadig omkring de 40 grader, så får nok heller ikke brug for alt for meget vintertøj...:-)

lørdag den 18. juli 2009

I vandet i København

Fra I vandet i København


Torsdag var Stinne og jeg i København og besøge Sebastian, Lorena og ikke mindst Lille Fus. Vi kørte fra Kolding, så vi kunne ramme Storebæltsbroen kl 16:00 -vi ko dog lidt for tidligt til at kunne få aftenrabatten, så vi måtte holde ind på den sidste rasteplads og få 10 min til at gå. Denne pause var faktisk særdeles tiltrængt, da det var ulideligt varmt i bilen (lille bil og ingen aircon). På nær varmen gik turen derover udmærket, selv om folk ikke kører helt pænt i sommerferietrafikken. Vi nåede til København lige så vi kunne se slutningen af Tour de France, hvor Nicki Sørensen vandt... Woohoo... :-) Hjemme hos Seb og Lorena så man ikke meget til Stinne og Lille Fus da de brugte det meste af tiden på at ligge og hygge inde i sengen. Sebastian og jeg tog i Netto og handlede ind til aftensmad, og Seb lavede en fantastisk ret. Efter maden gik vi en tur, hvor Sebastian og jeg fik mulighed for at hoppe en tur i vandet. Det var super dejligt med en lille svømmetur og temperaturen var helt fantastisk, selvom klokken efterhånden var blevet omkring 21... Da vi kom tilbage til lejligheden, var klokken efterhånden blevet over 22 og Stinne og jeg mente, at det var ved at være tid til at vende næsen hjem af, inden det blev for sent. Tak for en super aften til de tre Københavnere. Jeg tog nogle billeder derovre - herunder er dem, jeg tog på vores gåtur. Dem jeg tog af Lille Fus har Stinne fået til opgave at uploade...




Vis I vandet i København på et større kort

onsdag den 15. juli 2009

Mere praktisk

I dag har jeg brugt en del tid på at tale i telefon. Først for at få styr på overførslen af depositummet til lejligheden, desværre fik jeg først ringet til min bankrådgiver 11:07 og internationale overførsler bliver lavet kl 11:00, så pengene bliver ikke sendt før i morgen. Heldigvis har jeg skrevet med Ernesto, og han har sagt, at han holder lejligheden alligevel. Derefter talte jeg med Københavns Kommunes borgerservice (Aalborgs holder lukket om onsdagen) for at høre om, hvad Stinne og jeg skal gøre med vores adresse, når vi er af sted, og jeg fandt ud af, at den bedste løsning nok er at flytte vores adresser til Mexico og så have en kontaktadresse i Danmark. Derefter talte jeg med SU, men de ville ikke svare på spørgsmål med mindre jeg tog hele min uddannelse i udlandet. Jeg ringede i stedet til AAUs SU kontor og de sagde, at det var fint med dem, hvis vi ændrede vores adresser på den måde. Samtidig sagde de, at de skulle bruge vores forhåndsgodkendelser af merit, så dem skal vi have sendt.
I går fik Stinne at vide at hun, gennem programmet "International Friend", har fået en Mexicansk ven, der hedder Alonso. Hun har i går og i dag skrevet med ham på mail og fået en masse informationer om Monterrey og Tec de Monterrey. Jeg har være lidt misundelig på hende, da jeg ikke har fået nogen mexicansk ven. Men jeg har skrevet til koordinatoren af "International Friend" programmet og hun har lovet mig at jeg får min Mexicanske ven om to til tre dage - Woohoo... :-)

tirsdag den 14. juli 2009

Billeder af lejligheden

Som Stinne skrev tidligere, uploader jeg her nogle billeder af lejligheden, som vi skal bo i, mens vi studerer i Monterrey. Billederne har vi modtaget fra Ernesto Herrera Gallegos fra MTY Housing i Monterrey.

Fra Lejlighed i Mexico




Adressen på lejligheden er:

Calle Valle Primavera 3201
Monterrey, NL, 64830, Mexico

På kortet herunder kan man se lejlighedens placering i forhold til Tec de Monterrey:

Vis Lejligheden på et større kort



Stranden...

Dagen i går gik bl.a. med lidt knætræning i form af en lille gåtur ved stranden samt en tur til is-kiosken. Jeg tog nogle billeder, så i kan se, hvor flot stranden så ud i det fine vejr.

Fra Gåtur ved stranden





Vis Gåtur ved stranden. på et større kort



Lejlighed!

Hurra, hurra, hurra! Vi har fået en lejlighed 5oo meter fra universitetet! Ikke nok med den formidable location - lejligheden indeholder følgende: Stort køkken m. spisestue, stor stue, vaskemaskine og tørretumbler, 2 værelser og ikke mindst 2 badeværelser! Okay, det er måske lidt en luksus, men jeg glæder mig nu alligevel til at få mit eget værelse og badeværelse! Jeg er sikker på, Jesper poster nogle billeder af lejligheden senere i dag :-)

I går fik vi taget den obligatoriske spansktest, hvilke næsten var endt i en kæmpe tudetur! Af en eller anden mystisk årsag, scorede jeg for højt og blev derfor placeret på et højere niveau end Jesper -dette ville jo være at skyde sig selv i foden og jeg ville jo ikke kunne følge med! Jeg tog derfor en dyb indånding og skrev en mail til koordinatoren på Tec de Monterrey og oplyste hende om, at det simpelt hen ville være for ambitiøst at placere mig på det kursus. Hun skrev hurtigt tilbage, at hun havde rettet det og jeg derfor kan følge spanskkurset på det laveste niveau! Det skal måske lige understreges, at efter mit panikanfald var jeg i stand til at hovere noget så voldsomt over, at jeg havde scoret flere point end Jesper, he he :-)

mandag den 13. juli 2009

Lidt praktisk...

I dag har vi fået booket hotel i London og hostels i Monterrey... I London skal vi have en enkelt overnatning på Radisson Edwardian Heathrow fra den 30/7 til den 31/7 - for en sådan overnatning må vi slippe 679 kr, men så er vi til gengæld også lige ved siden af lufthavnen, når vi skal flyve tidligt næste morgen. Første nat i Monterrey skal vi tilbringe på Residencias Soyforaneo. Dette kommer til at koste 118 kr for den ene nat. Dagen efter skifter vi hostel for at få et værelse med eget badeværelse (muligvis en god idé indtil vi har vænnet os til mexicansk mad. :-)). Hostellet vi flytter hen på hedder La casa del Barrio.


Vis Radisson Edwardian Heathrow på et større kort
Dette kort viser Radisson Edwardian Heathrow og Heathrow Airport.


Vis Hostels i Monterrey på et større kort
Dette kort viser de to hostels samt Tec de Monterrey.

søndag den 12. juli 2009

Ihh, det pusler ude i buskene!

Her til aften så Stinne et pindsvin ud af køkkenvinduet. Vi forsøgte at fodre det ved at lægge noget spegepølse ud til det, men det spiste det ikke. Og det var vist meget heldigt, eftersom vi bagefter læste på nettet, at de ikke kan fordøje menneskeføde, og man derfor ikke må fodre dem med det. Vi fik også taget nogle billeder af pindsvinet:



Skjern Å Delta

Turen fra Aalborg til Henne Strand i dag tog os gennem Skjern Å Deltaet. Jeg to et par billeder og jeg synes, at jeg vil dele denne smukke danske natur med jer. :-)

Fra Billeder fra turen til Henne Strand


Resten af billederne:
Billeder fra turen til Henne Strand


Hvis man er i tvivl om hvor Skjern Å Deltaet ligger:

Vis Skjern Å Delta på et større kort

Mens vi venter...

I dag er turen igen gået til Henne Strand -speaking of t(o)ur så har jeg banket Jesper for hårdt i dag i DRs managerspil, he he. Måske skal det også lige nævnes, at han var bagud i forvejen :-) Efter nogle ikke så gode etaper er jeg tilbage i top 200 -ikke så skidt endda i betragtning af at der er 53000 tilmeldte!

Lækker, lækker, lækker aftensmad!

Vores roadtrip gik væsentlig bedre end sidste gang. GPS'en drillede slet ikke og turen fra Aalborg tog kun lidt over to timer -Mmm, to timers dejlig middagslur! Jeg var tidligt oppe og træne, så kunne ikke gøre for, at jeg ikke kunne holde mig vågen...-har fået strenge ordrer på at genoptræne knæet HVER dag af doktormanden :-) Er vældig glad for at jeg fik sovet lidt, for Jesper og jeg brugte også en del timer på at pakke og gøre rent i lejligheden. Jesper var ligeledes tidligt oppe og vise lejligheden frem til Angélica fra Columbia, som heldigvis synes godt om både Rasmus (don't we all) og lejligheden. Hvis alt går vel flytter Angélica ind d. 25/7, og dermed slipper vi for at skulle betale husleje i Aalborg, mens vi er væk. Dagen i dag bød på flere andre gode oplevelser - jeg har bl.a. lært at koge æg (synes ligesom det var på tide), og derudover fik Jesper og jeg i fællesskab kokkereret en skøn omgang biksemad med masser af frisk salat, nam nam!
Kunst der intet betyder for dette indlæg...

Jesper og jeg på vej hjem efter en hyggelig farvel-aften med Ann og Dannie...

Portræt til bloggen :-)

Fantastisk natur på vej til Henne...

torsdag den 9. juli 2009

Nokia viNe

Dette indlæg laver jeg for at se, hvordan det fungerer med at dele et link til en viNe. En viNe er en rute på et kort med forskellige former for media tilføjet. Man har på den måde mulighed for at se, hvorpå ruten man har taget et billede, lyttet til et musiknummer eller optaget en video. Jeg kunne forestille mig, at dette kunne være en god måde at vise Monterrey frem på.

viNe'en her er fra en gåtur, Stinne og jeg havde i Aalborg. For at se den klik her.

Hvis der er nogen, der forsøger at se viNe'en, må i gerne skrive en kommentar omkring hvorvidt det lykkedes. :-)

Så er der rigtig mulighed for at følge med.

Jeg har tilføjet 2 muligheder for at modtage opdateringer fra bloggen. Begge disse findes også ude til højre i bloggen.

Den første mulighed er som RSS-feed. Dette er en mulighed, hvis man fx bruger Google Reader, Newsgator eller RSS-kilder i Outlook:

Subscribe in a reader

Den anden mulighed er på e-mail. På denne måde får man tilsendt en e-mail hver gang der bliver tilføjet et nyt indlæg til bloggen. Såfremt man ønsker at gøre brug af denne mulighed, skal man blot indtaste sin e-mail i feltet nedenunder og klikke på "Subscribe". Derefter åbner et nyt vindue, hvor man skal skrive den farvede tekst i feltet og klikke på "Complete Subscribtion Request". Derefter modtager man en e-mail med et link, som man skal trykke og så er man færdig. :-)

Indtast din e-mailadresse:

Delivered by FeedBurner



EDIT

Hvis der er nogen der rent faktisk modtager en e-mail med med en opdatering må i meget gerne lige skrive en kommentar, jeg har selv tilmeldt mig og ikke fået nogen.

EDIT

Det ser ud til at det virker, jeg har i hvert fald modtaget en mail her til morgen. :-)

onsdag den 8. juli 2009

Lidt mere om rejsen.

Hvis man har lyst til at læse lidt mere om Tec de Monterrey eller Monterrey så er der her et par links:

Tec de Monterrey
Monterrey

Det kan specielt være interessant at bemærke hvordan vejret er i Monterrey:

EDIT

Jeg fandt lige dette billede af klimaet i Monterrey på BBC Weaters hjemmeside:



Lidt om at rejse...

I dag er der 22 dage til turen går til Mexico –en lang tur fra Kastrup med stop i London og Chicago inden endestationen Monterrey. Monterrey er efter sigende den mest amerikaniserede by syd for USA –jeg finder ikke just dette positivt, men er sikker på, at byens pulserende industri ikke overskygger den mexicanske charme. Om ikke andet er der vel intet i vejen med, at der ligger både en KFC, McD og Starbucks på selve campus –hvis der findes soyamælk i Mexico er det blot skønt, at man kan få sig en dejlig latte inden forelæsningerne begynder!

Jeg har ikke vejret uden for Europa siden 2005, hvor jeg vendte hjem fra Australien og Asien. Det er med glæde, at jeg nu skal ud og opleve verden igen, men samtidig har jeg en lille klump i maven over at skulle undvære min fantastiske niece Lille Fus (hos nogen også kaldet Gloria Esmeralda). Jeg har endnu ikke lært at kende hende godt nok til, at jeg føler, det er okay bare at rejse fra hende –heldigvis opdager hun helt sikkert ikke, at jeg er væk, og savnet ligger derfor kun hos mig. Jeg har prøvet at savne før, ved det somme tider kan være hårdt, men ved også, at det aldrig er så slemt, at man ikke kan klare det. Endvidere findes den geniale opfindelse Skype, så har aftalt med Seb, at jeg bare sender en sms, så han ved, hvornår ham og Lille Fus skal sidde klar ved skærmen (Lorena må selvfølgelig også gerne være med!).

Jeg er spændt på at rejse til Monterrey. Jeg kender ikke meget til byen, og havde faktisk aldrig hørt om den før jeg fik anbefalet universitet Tec de Monterrey. Har selvfølgelig allerede læst ALT, hvad der er skrevet om byen, men i Lonely Planet, som i øvrigt altid har været min kæreste følgesvend ude i verden, er der skrevet 2 sider om Monterrey og delstaten Nuevo Léon, hvori Monterrey er lokaliseret. 2 sider er ikke meget om et område, man skal befinde sig i i et halvt år. I bund og grund betyder det dog ikke så meget, for jeg har jo masser af tid til selv at udforske området og derved skal der heller ikke så meget til at overraske mig –jeg ser frem til det!

Video



For at jeg kan se hvordan det ser ud når man tilføjer en video til et indlæg får i denne video af en lille del af min cykeltur hjem fra arbejde på KMD.

EDIT
Da Blogger laver min video mindre så forsøger jeg at embedde en youtube.com video i stedet.

Billeder fra Henne Strand




Når jeg nu alligevel er igang med at blogge skal i ikke snydes for billederne fra en anden tur Stinne og jeg havde til Henne Strand for nogle uger siden.

Resten af billederen kan ses her.
Billederne har desværre mistet deres Geotagging pga. problemer med Nokia Ovi Suite så der er desværre ikke noget kort denne gang.

Kommentarer

Det er altid sjovest at skrive en blog, hvis man får noget respons på det man skriver. Derfor vil jeg opfordre til at bruge "Kommentarer" linket under indlæggene til at give noget feedback.

For at kunne skrive kommentarer, skal man være registreret og logget ind enten med et OpenID eller en Google Konto. Det er dog super nemt at oprette sig.

Få et OpenID klik her
eller en
Google Konto klik her

EDIT
Da Stinne mener, at det vil holde de fleste fra at kommentere, hvis man skal være logget ind, har jeg ændret, så det nu er muligt at kommentere uden. Jeg håber dette vil fungere uden for meget spam i kommentarene.

Stinne som forfatter

Jeg har tilføjet Stinne som forfatter til bloggen så nu har hun også mulighed for at skrive indlæg. Venter spændt på hendes første.
Dette indlæg er skrevet på min mobil.

Sommerhus ved Henne Strand


05072009778, originally uploaded by jbh_denmark.


Stinne og jeg var i sidste weekend i pappas sommerhus ved Henne Strand. For at jeg kan få prøvet nogle ting af og for at i kan se lidt billeder fra turen, laver jeg dette blog indlæg.

Vi tog afsted fredag eftermiddag efter Stinne havde fået fjernet sting i sit knæ. I Kolding var det super flot vejr, men da vi kom til Varde regnede det meget voldsomt. Heldigvis blev vejret igen godt da vi kom ud på Storkenæbvej, og vi tog derfor til stranden sidst på eftermiddagen.

Lørdag formiddag kom pappa og Pia på besøg og vi tog alle sammen til stranden. Vejret var ikke helt så godt som dagen i forvejen, men vi kom dog i vandet, men valgte dog at tage hjem da Stinnes fingre begyndte at blive blå.

Om aftenen tog vi på restaurant Il Mandolino. Dér fik vi overordentlig meget tid til at sidde og snakke, da det tog 1 time og 20 min inden vi fik vores mad (selvom det bare var pizza og pasta vi havde bestilt). Efter maden tog vi ned på is-huset og fik en is.

Søndag ville Stinne være sikker på at få så meget som muligt ud af den sidste sol, så hun tilbragte det meste af dagen på terrassen, hvor jeg brugte lidt mere tid på at følge med i 2. etape af Le Tour de France. Is-huset fra dagen i forvejen havde dog gjort så stort et indtryk på os, at vi efter Tour de France blev nødt til at besøge det endnu engang.

Om mandagen skulle vi tidligt op og tilbage til Aalborg, da jeg skulle vise min lejlighed frem. Vi stod op kl 07:30 og efter at have ryddet op osv. tog vi afsted kl 09:00. Vi valgte at følge pappas gamle GPS's råd og køre skråt op gennem Danmark. Turen startede fint på Margueritruten, men da vi nåede til omkring Herning gik det dog helt galt... Kortene i GPS'en var åbenbart af så gammel dato, at der var flere veje omkring Herning den ikke kendte til bl.a. den midtjyske motorvej, så efter et par gevaldige omveje og en tur til en bager for at få lidt morgenbrød, valgte vi at starte GPS'en på min mobil og kunne endelig komme i den rigtige retning.

Vi ankom til Aalborg omkring kl 13:00, hvor den sidste udfordring blev at finde en gratis parkeringsplads. Dette lykkedes dog desværre ikke helt så tæt på Grønnegangen, som man kunne ønske sig. Kl. 14:00 kom ham der skulle se på min lejlighed. Desværre viste det sig, at han egentlig helst vil have en lejlighed for sig selv og mit fremlejede værelse kun er hans backup plan.

Billederne fra turen kan ses her
Og her kan ses et kort over hvor billederne er taget.

EDIT

Pga. at kortfunktionen på flickr.com ikke er særlig god forsøger jeg nu at bruge picasa.com istedet her er et link til billederne:



og her er billederne på et kort:


Vis Ikke-navngivet på et større kort

Bloggen starter!

Når Stinne og jeg tager til MexicoTec de Monterrey på vores 5. semester, har jeg på denne blog tænkt mig at skrive lidt om, hvad vi går og laver, så alle der er interesserede i vores liv i Mexico, kan følge med...

Jeg vil forsøge at integrere bloggen med flickr.com, så i kan se geotaggede billeder derigennem. (Hvis jeg tager billeder med min mobil, bliver min GPS position gemt i billederne, så når jeg uploader billederne til flickr.com, kan man se på et kort præcis, hvor jeg stod da jeg tog billedet.)

Jeg vil også forsøge at sætte min mobil sådan op, så jeg kan blogge direkte fra mobilen, hvis jeg i længere tid skal være væk fra min computer. (Dette kræver dog, at jeg får et abonnement til min mobil hvor data forbindelse ikke er for dyrt eller at jeg finder wifi-spots hvor jeg kan gå online.)

Håber i vil finde bloggen interessant.